torsdag den 26. juli 2012

Quinoa og kikærter med bagte tomater og peberfrugt


Jeg tændte min ovn i går. Jo, jeg gjorde. Og nej, det var ikke nogen specielt gennemtænkt beslutning. Lige så lidt som den om at tilbringe hele dagen på CBS's læsesal var det. Men hvem er det også lige, der pludselig har skruet op for temperaturen i det her skidekolde land!?

Men altså, jeg tændte min ovn i går. Og det burde du også tage at gøre. Så kan du nemlig riste røde pebre og tomater indtil de bliver helt søde og bløde og smager af de varme dage, vi længes efter, når de ikke er her.


Jeg beklager billedkvaliteten, men jeg havde kun min mobiltelefon ved hånden, og i øvrigt travlt med at komme ud i sommeren :)


Quinoa og kikærter med bagte tomater og peberfrugt

1 dl quinoa
1/2 broccoli i små buketter
2 røde peberfrugter tern
10 cherrytomater i halve (jeg fjernede kernehuset for at undgå at det hele blev alt for vådt, men det behøver man nu ikke)
1 stort rødløg, grofthakket
3 fed hvidløg, pressede
1,5 spsk olivenolie
1 tsk rørsukker
salt og peber
1 dåse kikærter, drænet og skyllet
1 stor håndfuld bredbladet persille, hakket
1 stor håndfuld frisk basilikum, hakket
1/2 rød chili, finthakket

Dressing:
1 tsk honning
1 tsk sennep
Saften fra en halv citron

Kog quinoa efter anvisning på pakken og damp broccolien.

Bland peberfrugt, tomat, løg, hvidløg, olivenolie, sukker salt og peber i et stort ildfast fad, og bag det i ovnen ved 200 grader i 30 minutter. Vend rundt i det når halvdelen af tiden er gået.

Når grøntsager og quinoa er kølet lidt af, blandes de med resten af ingredienserne og smages til med dressingen (som evt. godt kan tåle lidt mere citron, men det er nok en smagssag).






2 kommentarer:

  1. Superfin opskrift. Tusind tak for den.
    Kh
    Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten
      Mange tak, og selv tak! :)

      Kh Kirstine

      Slet