torsdag den 23. juni 2011

Rugklapper med kanel, rosiner og græskarkerner


SOMMERFERIE!! Slut med læsesal, præstationsangst og dårlig kaffe. Kæft, det har jeg glædet mig til! Fejrede det i går med bodegaøl og cykeltur hjem i regnstorm. Åh, du danske sommer....

Men når vejret nu ikke er til at ligge på stranden, så kan man da heldigvis bage. Så det har jeg gjort.

onsdag den 15. juni 2011

Cookies med chokolade, nødder og dadler



Første eksamen overstået i dag, tre mere der venter. Fra nu og frem til på tirsdag. Bliver helt træt bare ved tanken...
I morgen skal den have læsegas på Den Sorte Diamant med et par studiedamer, så tænkte at jeg lige ville smide en lille eftermiddagssnack sammen for at undgå, at motivationen daler proportionelt med blodsukkeret (bla bla bla, enhver undskyldning for at æde kage!).

søndag den 12. juni 2011

Bagt æble med gedeost og parmaskinke


Jeg har virkelig gang i hele mit repertoire af 'Mad på 0 minutter' lige for tiden. Den her kreation er ingen undtagelse. Men det er der ingen der opdager, hvis man ikke siger det til dem. Hvis bare man bruger nogle ordentlige ingredienser, så smager og ligner den faktisk (næsten) en million.

Forret eller frokost til 1 person:
1 æble
2 skiver parmaskinke
2 skiver god gedefeta (jeg synes at Kirks gedeost i saltlage er lækker)
1 tsk flydende honning
Rosmarin
Friskkværnet peber

1 håndfuld spæde salatblade
Citronolie
Balsamico glaze (F.eks. den fra Princip)
Brød

Tænd ovnen på 200 grader.
Skær æblet over, fjern kernehuset og skær et stykke af bunden så hver halvdel kan stå selv uden at vælte.
Sæt de halve æbler på en bageplade og læg en skive gedeost oven på hver. Hæld honningen over og drys med rosmarin og peber.
Bag æblerne i ovnen i ca. 15 minutter indtil osten er gylden.
Anret æblerne på en bund af salat sammen med parmaskinken, dryp med olie og balsamico glaze og server med godt brød.

fredag den 10. juni 2011

Galiamelon med hytteost, basilikum og citronolie


Jeg blev lige helt glad, da det gik op for mig, at meloner er begyndt at smage af noget igen. Jeg eeelsker melon, men jeg GIDER ikke de der vintermeloner, som smager af absolut ingenting, og højst sådan lidt... jordslået?

Dette er en ret jeg laver rigtigt meget om sommeren, og jeg bliver aldrig træt af den. Den egner sig også godt til at tage med på skovtur (gad vide om man godt må bruge det ord, når man bor i København, og "skovtur" er noget man holder på den nærmeste græsplæne...?) fordi det hele bare kan gøres klar hjemmefra, og "anrettes" når man sidder der. På tæppet, I solen. Aaaaahh!

Til 2 personer:
1 Galiamelon
1 lille bæger hytteost (200-250g)
1 stor håndfuld frisk basilikum, hakket
Citronolie
Salt og peber

Halver melonen og skrab kernerne ud. 
Rør hytteost sammen med basilikum, salt og peber.
Fordel hytteosten i de to halve meloner, dryp med citronolie og server med godt brød.


mandag den 6. juni 2011

Morgenmadsmuffins med æble, havregryn og mandler



Her i eksamensperioden, hvor man helst skal stå klar foran CBS's læsesal klokken meget tidligt om morgenen med rundsave monteret på albuerne for at få en plads, er det ikke altid, at der er tid til at spise morgenmad hjemmefra. Men hvis man på den anden side ikke gider spendere sin halve indtjening i kantinen, er det meget rart at have noget liggende, som bare kan smides i tasken på vej ud af døren. For eksempel de her muffins.

De bliver let søde, dejligt svampede og så er de gode med en klat smøreost.

Giver ca. 11 stk

300 g æblemos
1/2 tsk natron
85 g hvedemel
40 g havregryn
50 g grahamsmel
1,5 tsk bagepulver
1/2 tsk stødt kanel
1/4 tsk stødt kardemomme
1 tsk vaniljesukker
1 æg
50 g rørsukker
2 spsk smagsneutral olie
30 g mandler, groft hakkede

Forvarm ovnen til 180 grader.
Sigt natron i æblemosen og rør til det er opløst.
Pisk æg, sukker og olie sammen i en skål til det er lyst og cremet.
Bland mel, havregryn, bagepulver, vaniljesukker, kanel og kardemomme sammen og vend det skiftevis med æblemosen i æggeblandingen.
Fordel dejen i en smurt muffinform eller i papirforme og bag dem i den varme ovn i ca. 20 minutter.

onsdag den 1. juni 2011

Kotoffelsalat med kikærter og citron/tahindresing


Jeg har været et smut på Fyn, og var så heldig at få tiltusket mig en pose nye danske kartofler, som lå og så ensomme ud i forældrenes køleskab. Jeg spiser meget sjældent kogte kartofler, for jeg synes egentlig, at de er lidt kedelige. Men nye kartofler, som smager lidt af jord og meget af sommer, er en anden historie.

Denne udgave af kartoffelsalat kan, pga. kikærterne, sagtens gøre det ud for et helt måltid. Hvis man derimod vil bruge den som tilbehør til kød, kan kikærterne bare udelades.