onsdag den 9. november 2011

Lakselasagne med spinat, hytteost og citronsauce


Det er ikke fordi jeg er holdt op med at spise. Det er faktisk ikke engang fordi jeg er holdt op med at lave mad. Jeg får bare ikke rigtig skrevet ned hvad jeg putter i. Eller hvor meget. Og jeg får heller ikke taget billeder af det. Lyder umiddelbart som opskriften på et ret kedeligt blogindlæg, ikke sandt?

Men det er altså bare fordi, jeg går i skole. Og på arbejde. Og skriver eksamensopgaver. Og bliver utroligt klog på en masse ting, som jeg ikke anede en skid om i forvejen.

For eksempel tager jeg et par fag om virksomheders og forbrugeres sociale ansvar. Og jeg skal love for at jeg får sat nogle ting i perspektiv. Mistænker Fairtrade-mærket for at være en utroværdig sovepude, er blevet belært om at børnearbejde nogle gange er det bedre alternativ og har definitivt boycotted håndklæder fra Jysk og Dansk Supermarked. Og der er ikke længere nogen, der skal bilde mig ind, at øget information effektiviserer beslutningsprocesserne. Ikke mine i hvert fald...

Hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at jeg i forvejen er hende den irriterende i Fakta, som står og spærrer det hele, fordi jeg skal nærlæse emballagen på ALT, inden det får plads i min kurv. Og som sætter tingene tilbage på hylden, hvis jeg ikke kan se hvad der er i, og hvor det er lavet. 

Nå, men jeg var altså i Fakta i går. Hvor jeg gik om bord i frysedisken. Og fandt MSC-certificeret vildlaks. Ikke fordi det nødvendigvis er nogen garanti, men det er bedre end ingenting.

Den her lasagne er ikke bedre end ingenting. Den er bare bedre. P u n k t u m.

Hvis man, som jeg, vælger at bruge tørrede fuldkornslasagneplader, vil jeg anbefale at man forkoger dem en lille smule. Lasagnen skal nemlig ikke have helt så lang tid i ovnen som almindelig lasagne, og pladerne når derfor ikke at blive helt møre. Hvis man ikke gider det ekstra arbejde, kan man bare bruge friske lasagneplader.

Smagen er forholdsvis mild og lidt syrlig, så man kan med fordel lave et sødligt tilbehør. Vi fik løg, gulerødder og cherrytomater, som blev vendt med olie, sirup, balsamico, timian, salt og peber og bagt i 45 minutter ved 200 grader. Og en grøn salat.

Lakselasagne med spinat, hytteost og citronsauce: (4 personer)
Olie til stegning til til at smøre fadet med
2 fed hvidløg, pressede
700 g optøet bladspinat
300 g hytteost
4 laksefileter (ca. 400 g)
6 -7 lasagneplader
Salt og peber
125 g frisk mozzarella i skiver

Citronsauce:
1 dl hvidvin
3 dl. fromage frais
1/2 dl. vand
1/2 grøntsagsbouillonterning
1 spsk. maizena
Saften af 1 citron
Revet skal af 1/2 citron
1 tsk sukker
Salt og peber

Svits hvidløg i lidt olie på panden, tilsæt spinat og lad det koge indtil væden er fordampet. Tag panden af varmen, rør hytteosten og smag til med salt og peber.

Lav citronsaucen ved at blandet hvidvin, fromage frais, citronsaft, citronskal og bouillonterning i en gryde. Rør om og lad det koge op. Det må IKKE bulderkoge! Smag til med sukker, salt og peber. Tilsæt maizena (udrørt i lidt vand for at undgå at det klumper) og lad det simre under omrøring indtil det begynder at tykne. Tilsæt evt. lidt mere maizena hvis du synes, at saucen er for tynd. Tag saucen af varmen og lad den køle lidt af.

Skær laksen i ca. 1 cm tykke skiver. Smør et ildfast fad med olie, og læg et lag lasagneplader i bunden. Læg skiftevis spinatblanding, laks, citronsauce og lasagneplader i fadet. Afslut med mozzarella.

Bag lasagnen i ovnen i ca. 30 minutter ved 200 grader, eller indtil osten er gylden. Pas på ikke at give den for meget, da fisken så godt kan blive tør. Lad lasagnen hvile i ca. 10 minutter efter at den er taget ud af ovnen inden servering.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar