onsdag den 15. juni 2011

Cookies med chokolade, nødder og dadler



Første eksamen overstået i dag, tre mere der venter. Fra nu og frem til på tirsdag. Bliver helt træt bare ved tanken...
I morgen skal den have læsegas på Den Sorte Diamant med et par studiedamer, så tænkte at jeg lige ville smide en lille eftermiddagssnack sammen for at undgå, at motivationen daler proportionelt med blodsukkeret (bla bla bla, enhver undskyldning for at æde kage!).
Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, men besluttede at udelade sukkeret og reducere mængden af sirup og i stedet søde kagerne med nogle lækre, bløde dadler, som jeg havde liggende. Resultatet blev en tyk cookie med sprøde kanter og en blød og let klistret midte. Spot on, hvis jeg selv skal sige det! (Og vegansk og uden raffineret sukker... host host).

Til 10 - 12 stk

40 g mandler
60 g valnødder
50 g havregryn
50 g mel
1/2 tsk natron
50 g agavesirup (almindeligt sirup kan også bruges)
100 g semi-dried dadler
1 spsk vand
2 store spsk peanutbutter
1,5 spsk olie
1 tsk vanilje
70 g mørk chokolade (60 %), hakket
Et nip groft havsalt

Start med at hakke mandler og valnødder groft og rist dem gyldne på en varm pande.
Hæld dem derefter i en foodprocessor og kør indtil de er hakket fint.
Bland mel, havregryn, natron, vanilje, og salt, hæld det i foodprocessoren og kør i ca. 15 sekunder. De tørre ingredienser hældes herefter over i en anden skål og stilles til side.
Udsten dadlerne, smid dem i foodprocessoren og kør dem til en ensartet masse.
Bland olie, sirup, vand og peanutbutter, hæld det i foodprocessoren sammen med dadlerne og kør et øjeblik.
Hæld de våde ingredienser sammen med de tørre, og rør det hele godt sammen med en ske.
Ælt til sidst den hakkede chokolade i dejen,

Brug ca. 1 1/2 spsk dej pr. cookie, rul den til en kugle og tryk den flad.
Bages ved 200 grader i 7-8 minutter.
Lad kagerne blive på bagepladen et minuts tid efter at de er taget ud af ovnen inden de overføres til en bagerist.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar