onsdag den 13. juli 2011

Grovboller med brune ris og hytteost



Troede man at man fik mere tid til at blogge, bare fordi man fik sommerferie? Nå, men i så fald troede man i hvert fald forkert! Kombinationen af at starte nyt job, flytte sammen med den der kæreste, og forsøge at blive opdateret på alle de venner, som har været frygteligt forsømte i hele eksamensperioden, har faktisk ikke efterladt meget tid til de helt store udskejelser i køkkenet.

Men men men. Jeg tager mig sammen. Nu.


F.eks. har jeg bagt boller (igen!). Ikke at det helt tæller som at lave mad, men til gengæld huskede jeg at tage billeder af det. Og skrive ned hvad jeg proppede i. Brune ris i boller lyder muligvis mærkeligt, men det er faktisk en rigtig god måde at få brugt rester, som man måske ellers ville have smidt ud.

20 stk.
1/2 liter vand
15 g gær
1,5 spsk salt
1 spsk sirup el. honning
200 g hytteost
200 g hvedemel
150 g durummel
150 g ruggryn (eller havregryn)
200 g grahamsmel
1 dl kogte, brune ris
60 g hørfrø (som lige har været en tur igennem en minihakker)
50 g græskarkerner

Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, sukker, hytteost, ris, kerner og gryn.
Rør melet i lidt ad gangen indtil det hele er godt blandet. Bare brug en ske, der er ingen grund til at stikke fingrene i det klistrede stas.
Stil dejen i køleskabet og lad den stå og hygge sig der i minimum 8 timer.
Når du vil bage klattes dejen bare ud på en bageplade med en ske som løbende dyppes i vand. Lad være med at slå dejen ned, så bliver bollerne hårde.
Lad bollerne efterhæve i 30 minutter og bag dem ved 200 grader i 20-25 minutter.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar