onsdag den 9. marts 2011

Koldhævede grovboller


Når man er for snobbet til at spise supermarkedbrød og for fattig til at købe bagerbrød (og for glad for brød til at undvære), så er der ikke så mange andre muligheder end at bage det selv. Så det gør jeg. Gladeligt. Dog er det sjældent, at tålmodigheden rækker til det helt store blande-ælte-hæve-ælte-forme-hæve-bage-show, som hurtigt kan tage en halv dag, så jeg var en lykkelig kvinde den dag, jeg opdagede koldhævet brød. Nu bager jeg sjældent andet.

Dejen skal bare røres sammen med en ske (= man behøver ikke have fingrene i den. Bonus!) og så skal den ellers bare stå og hygge sig i køleren indtil man skal bruge den. Hvis man vil have nybagte boller om morgenen kan de hæve mens man er i bad, og bage mens man tørrer hår. Nemt ik´? (Hvilken reklame er det nu lige at det er fra?

Denne opskrift giver 18 små boller (eller som her, 9 boller og et brød)

Ingredienser:
1/2 liter koldt vand
1 dl yoghurt naturel
350 g hvedemel
250 g rugmel
100 g havregryn (jeg brugte grovvalsede)
15 g gær
1 spsk salt
1 spsk honning
70 g græskarkerner
40 g hørfrø

Gæren smuldres og udrøres i det kolde vand.


Tilsæt honning og salt.


Derefter yoghurt.


Græskarkerner, hørfrø og havregryn.


Hørfrøene fik lige en tur i minihakkeren inden de blev rørt i dejen - både for at give mere smag og for at de lettere optages i kroppen - men det bestemmer man nu selv om man gider.


Til sidst tilsættes rug- og hvedemel, og dejen røres godt sammen. Den skal være ret klistret, så man skal ikke lade sig friste til at tilsætte ekstra mel.


Skålen dækkes med husholdningsfilm og smides i køleskabet natten over, eller minimum 8 timer.


Dagen efter sættes klatter af dejen på en bageplade belædt med bagepapir, hvilket gøres lettest med en ske som løbende dyppes i vand. Dejen skal ikke æltes igennem først.
Lad efterhæve 20 minutter på køkkenbordet. Imens sættes ovnen til at varme op til 180 grader varmluft.

Bollerne bages 20-25 minutter eller indtil de er gyldne. Jeg lavede et brød af halvdelen af dejen, og det fik ca. 10 minutter længere i ovnen end bollerne.


Med en klat af farmors hjemmelavede brombærsyltetøj. Så kan jeg vist lige klare et par timers kommunikationsteori og vidensformidling.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar