mandag den 7. marts 2011

Tøm-køleskabet-kage med gulerod, ingefær og græskarkerner



Hvad gør man når man åbner køleskabet og opdager, at man ligger inde med både æg, kærnemælk og frisk ingefær som er faretruende tæt på udløbsdato? Har man andet valg end at bage sin foretrukne tøm-køleskabet-kage? Nej, det mente jeg heller ikke.

Denne kage kan, som navnet antyder, varieres på et utal af måder, afhængigt af hvad ens køkken gemmer på. Gulerod kan erstattes med eksempelvis squash, æble eller banan, kærnemælk med andet surmælksprodukt, græskarkerner med andre nødder eller kerner, og man kan udelade krydderier eller yderligere tilsætte eksempelvis rosiner eller måske chokolade hvis man lige synes, man føler for det. Desuden sørger de revne gulerødder (eller squash eller æbler eller bananer) for at kagen bliver blød og svampet uden at der er brug for ret meget olie, og man kunne sikkert også godt reducere sukkermængden hvis man vil have en endnu sundere udgave.

Normalt ville jeg nok servere denne kage med en osteglasur, men fordi jeg har planer om at smide den bag på cyklen i morgen, til ære for min meget flittige læsegruppe, så tror jeg at det bliver uden i denne omgang.

Tøm-køleskabet-kage med gulerod, ingefær og græskarkerner

Du skal bruge:
2 æg
150 g brun farin
150 g rørsukker
140 g gulerod,
1 1/2 tsk frisk ingefær,
320 g mel (heraf kan de 120 g fint være fuldkornsmel)
2 tsk natron
2 tsk bagepulver
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
1/2 tsk nelliker
1/2 tsk salt
2 1/2 dl kærnemælk
1/2 dl olie
60 g græskarkerner

Start med at tænde ovnen på 190 grader

Skræl og riv gulerod og ingefær fint.


Sigt mel, natron, bagepulver, salt og krydderier sammen.


I en anden skål piskes æg, farin og sukker sammen.


Tilsæt kærnemælk og olie og pisk godt sammen.


Tilsæt gulerod, ingefær og græskarkerner.


Tilsæt mel og rør til dejen er blandet, men pas på ikke at røre for meget. Det er ok at der er klumper i.


Hæld dejen i en lille bradepande beklædt med bagepapir.


Smækkes i den (nu forhåbentlig) varme ovn og bages i ca. 30 minutter.
Så skulle den gerne komme til at se sådan her ud:


Og sådan her :-p




Ingen kommentarer:

Send en kommentar